Strømafbrydelse

Om dufte

Dufte. Lugtesansen - en af de vigtigste sanser, hvis du spørger mig. En enkelt duft kan skabe referencer til tusindvis af billeder, der igen "siger mere en tusind ord". Jeg er i Illum. Går rundt med duftprøver på fem forskellige parfumer i hånden - splittet, i tvivl. Prøver endnu en, og straks viser der sig billeder af en engelsk rosenhave, den sødmefulde, friske og liflige duft springer mig i møde og omfavner mig, jeg føler mig tryg i denne bekymringsfrie lille have, min egen verden. Jeg prøver en ny. For mit indre øje ser jeg den røde, regnvåde jord, der kendetegner Cuba. Marker og bønder. Den krydrede, let røgede duft, der fortæller om regnens korte frembrud, som giver nyt liv, fortæller om de renvaskede, mørkegrønne blade, de taknemmelige bønder, dyrene, der forsigtigt kommer frem fra deres skjul under de frodige bevoksninger. Indtil jeg slår øjnene op igen og en smilende ekspedient spørger om jeg har brug for hjælp. "Nej, jeg kigger lige lidt". Og det er præcis, hvad jeg gør. Et par sekunder med lukkede øjne, idet jeg indånder duften, fører mig ud på utallige, eksotiske rejser. Jeg får aldrig nok af dufte. Hvert tredje minut skal jeg lige snuse til hvad der end måtte være i nærheden. Maden, friske råvarer, blomsterne langs vejkanten, luften på en frostklar morgen, duften, der omfavner skoven efter regn.
Marc Jacobs' "Daisy - silver edition". Har gået og set efter en ny parfume, da jeg er inde for at bytte en gave. Den her skal det være. Bringer mig ud på eskursioner til alverdens lande, men også til alverdens dagligdags situationer. Noget nyt, hver gang aromaen får lov at sprede sig, men altid lige utroligt. Nu troner den hjemme på badeværelsesbordet. Flakonen får mig til at smile, og duften stiger mig til hovedet, som jeg hengiver mig til det lille univers af vidunderlige duftnoter.

Elvis i medgang og modgang

Elvis blev min redning. Igen. Husker du, at jeg berettede om den manglende julestemning? Nu hører jeg så Elvis' album "Blue Hawaii" - ikke ligefrem julemusik, men jeg bliver glad. Rigtig glad. Tripper, nynner, danser. Tak, Elvis - god jul til dig deroppe. Og alle jer andre. "I himlen, således også på jorden".

En duft af gran

Julestemningen trænger ind på mit territorium.... According to Jim bliver afbrudt af, ja, et træ. Et stort, flot grantræ, med grene, der spreder sig, som en fugl, der får luft under vingerne. Det troner i stuen, smukt og bart som det står, og lader granduften blande sig med de hyggespredende stearinlys' duft. Naturligt forbliver det ikke længe... Guld og glitter overtager snart træet, det er på tide at gå i krig, så jeg må smutte :) GOD JUL! Meeen jeg tror nu vi ses i morgen....

Nå ja.... Jul?

Orv, jeg føler mig virkelig snydt. Snydt, siger jeg! Hvor var det lige December blev af? Men fuck det, det kan ikke laves om, tiden går bare alt for hurtigt :/.... Jeg mener, det er jul om to dage? To dage! Jeg er endnu ikke blevet overvældet af forventinger eller noget i den retning.... Og jeg venter stadig.... På hvad? At jeg skal blive hyperaktiv af glæde over, at julen (ligmed fester og gaver) er over os? På at tjah, det er jul? Det er egentlig ikke blevet til meget julehygge i år, og det der har været, var i begyndelsen i December... Nå ja, jeg havde btw det sygeste juletrip sidst i November, måske er det derfor al julestemningen er som forsvundet nu, hvor det virkelig gælder? Hmm.... det er også ligemeget, min pointe er, at julen faktisk næsten er ovre, nej vent, det lyder pessimistisk. DET ER JUL! Sååådan, Lene - optimisme! Jeg kan stadig nå det....

Anyway, lidt nostalgiske juleminder - Bambi og Stampe lever!

Verdens dyreste film - kunne i den grad betale sig

Avatar.... Leaves me speachless..... Fugtige kinder. Den samme stilhed, der lægger sig som en beskyttende bobbel omkring mig, hver gang lyset tændes i den betryggende, velkendte biografsal, om det er en 40-mandssal i Falkonær eller en sal med plads til 1000 i Imperial. Film trænger ind under huden på mig, og en tur i biografen kan næsten erstatte egne oplevelser (men kun næsten), idet det hele er så utrolig levende. Og så lige denne her film. I 3D.

Fjorten år og to milliarder. Et stærkt grundlag for en film, der bliver spået en mægtig fremtid. Nej, selve historien er ikke nyskabende og original, men alligevel så anderledes. Fie sagde med det samme, vi trådte ud i biografens lobby: ej Lene, så har du altså ikke læst Eragon. Og nej det har jeg ikke. Det kan da godt være, at historien er det samme, at det netværk, der kobler fortid, nutid, fremtid, følelser, afdøde, nulevende, ånder og na'vier sammen, ligner det, der optræder i Eragon. Men filmen er alligevel helt sin egen. De mystiske, snedige og godhjertede væsner, Na'vier, der tilfædigvis bor på den største, måske eneste, kilde til et nyt råstof, der kan sælges for 20 mio. pr. kilo, sat over for menneskene med enestående teknologi og kampudstyr, kommer til udtryk i voldsomme, men rørende kampe, hvor tillid og kærlighed sættes på prøve. Det unikke ved filmen er Na'vierne og deres spirituelle aktivitet. Ikke magisk og urealistisk, men rørende og smukt. De opfundne, blå væsner, har hjerter af det pureste guld (ikke bogstaveligt), og tror på harmonien mellem naturen og dennes beboere, hvilket tiltaler mig i høj grad. Ja, jeg græder til ALLE film (hvis du tænker tudefjæs, såååe... ja, så har du ret....), men aldrig er tårerne faldet så prompte som denne gang - princippet i Na'viernes smukke tilgang til livet, der destrueres af pengegriske menneske, er en tanke der får tårerne frem i mig. Menneskeracen bliver sat i perspektiv, og vores had, vold og ufred bliver klarlagt. Helle for at være en af Na'vierne.

Fra fødselsdagskortet til verdens bedste klasselærer

Vi har skrevet breve om vores fremtidsplaner til dig, vi har analyseret firserdigte, vi har besvaret spørgsmål om, hvorfor kameraets vinkel er anderledes i den fjerde scene? Vi har grinet og grædt, fejret fødselsdage, nydt dagene, hvor vi har kunnet smile sødt af en søn, der har sneget sig med i skole. Vi har lært med interesse, vi har trampet Skagen og Barcelona flade, vi har badet og leget og set og opdaget. Vi husker dig for dine finurlige påfund og alt hvad du gør for os. Vi nyder hvert et øjeblik (bortset fra når vi ikke helt kan greje, hvordan vi skal lave en opgave, hvor ord som apatisk og eskapisme indgår i samme sætning, når vi ikke helt kan huske hvad nogle af delene er, og har tre timers arbejde foran os…).
Må det næste halve år blive ligeså uforglemmeligt, som de foregående syv et halvt.

Winter coolness

Billeder fra beatday 09

Smuk performance af Lykke Li, omend en smule tilbageholdende.... Hun skaber sin egen verden på scenen og lever i musikken, og har derfor svært ved at nå publikum på en festival. Til koncerter er det garanteret lettere at komme ind i den bobbel hun står i, og mærke musikken helt ind i knoglerne.

Arctic Monkeys... Hvad kan jeg sige? Musik jeg aldrig får nok af, til ethvert humør, enhver lejlighed. Til triste og glædelige tider, til fester, til at nå sig selv.... Næsten bedre live. Så er man ikke tættere på det perfekte.

Btw også fantastiske navne som Basement Jaxx, The Raveonettes, Band of Horses, Florence and the Machine, Choir of Young Believers, Mew m.fl.

Pastellernes skønhed

Sommer minder

Alissa i Kongens have... flittigt besøgt

De sulter da også fuglene i Helsinki!




Lumre dage under blommetræet


Med Vincent, trofast hvilende sin pote på min bog



Photoshoot: The Wonderful City Of Copenhagen

Barcelona med 9.a (August....!)

La Sagrada fra La Pedreras tag

Udsigt opad fra gården til La Pedrera (et af Gaudis værker)

Fra Montjuic (Miro Museet.... ja, vi blev sat til at gå hele vejen op, for så ikke at kunne finde ned....)


La Boqueria - UHM!

Park Guell

La Sagrada Familia


Tak for en uforglemmelig tur, 9.a <3

Coco avant Chanel

Forleden aften (det vil sige søndag i sidste uge, men jeg er vokset op med udtrykket forleden om hele den forudgående måned....)var en veninde og jeg på vej mod Vesterport Station med næsen hjemad efter en hyggelig shoppetur, idet en charmerende Audrey Tatou smilede forlegent ned på os fra en plakat ved Dagmarteatret.... Ja, filmen gik ti minutter senere og ja, vi var blandt publikum. Jubi. Mode og romantik. Så bliver det ikke bedre. Troede jeg. Det kunne have været meget bedre. Jo, den var god, realitetstro, levende, men også en tand for kedelig. Øv :/. Men jeg var vist ret træt, så har jeg glippet alt det gode, skulle det ikke undre mig.....

Uddrag fra mit essay: Ventetid

I forbindelse med vores projektuge i efteråret, var min gruppe og jeg en smuttur på Strøget, for at dele spørgeskemaer ud. Vi havde udset os Kultorvet at starte på. Jeg ved, at man ikke kan krydse Kultorvet uden at få smidt seksten forskellige avisabonnementer i nakken, og få et par ord eller hundrede om isbjørne og unaturlige vejrforhold med på vejen. Jeg tror generelt, at folk bevidst sætter farten op når de krydser sådanne pladser, for når man er på vej fra det ene møde til det andet, har man ikke tid til at diskutere den globale opvarmning med en tilfældig på gaden. Da vi forgæves forsøgte at få udfyldt nogle skemaer, høstede vi i stedet adskillige stressede afvisninger, skulende blikke og ”nej, jeg vil ikke købe noget”-attituder, før vi overhovedet havde spurgt. Men jeg kender det godt. Jeg gør det selv når jeg har en aftale og i forvejen er forsinket. Jeg vil gerne give dem en chance, men der er sjældent tid til at få talt med dem.