tirsdag, december 29

Om dufte

Dufte. Lugtesansen - en af de vigtigste sanser, hvis du spørger mig. En enkelt duft kan skabe referencer til tusindvis af billeder, der igen "siger mere en tusind ord". Jeg er i Illum. Går rundt med duftprøver på fem forskellige parfumer i hånden - splittet, i tvivl. Prøver endnu en, og straks viser der sig billeder af en engelsk rosenhave, den sødmefulde, friske og liflige duft springer mig i møde og omfavner mig, jeg føler mig tryg i denne bekymringsfrie lille have, min egen verden. Jeg prøver en ny. For mit indre øje ser jeg den røde, regnvåde jord, der kendetegner Cuba. Marker og bønder. Den krydrede, let røgede duft, der fortæller om regnens korte frembrud, som giver nyt liv, fortæller om de renvaskede, mørkegrønne blade, de taknemmelige bønder, dyrene, der forsigtigt kommer frem fra deres skjul under de frodige bevoksninger. Indtil jeg slår øjnene op igen og en smilende ekspedient spørger om jeg har brug for hjælp. "Nej, jeg kigger lige lidt". Og det er præcis, hvad jeg gør. Et par sekunder med lukkede øjne, idet jeg indånder duften, fører mig ud på utallige, eksotiske rejser. Jeg får aldrig nok af dufte. Hvert tredje minut skal jeg lige snuse til hvad der end måtte være i nærheden. Maden, friske råvarer, blomsterne langs vejkanten, luften på en frostklar morgen, duften, der omfavner skoven efter regn.
Marc Jacobs' "Daisy - silver edition". Har gået og set efter en ny parfume, da jeg er inde for at bytte en gave. Den her skal det være. Bringer mig ud på eskursioner til alverdens lande, men også til alverdens dagligdags situationer. Noget nyt, hver gang aromaen får lov at sprede sig, men altid lige utroligt. Nu troner den hjemme på badeværelsesbordet. Flakonen får mig til at smile, og duften stiger mig til hovedet, som jeg hengiver mig til det lille univers af vidunderlige duftnoter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar