Verdens dyreste film - kunne i den grad betale sig

Avatar.... Leaves me speachless..... Fugtige kinder. Den samme stilhed, der lægger sig som en beskyttende bobbel omkring mig, hver gang lyset tændes i den betryggende, velkendte biografsal, om det er en 40-mandssal i Falkonær eller en sal med plads til 1000 i Imperial. Film trænger ind under huden på mig, og en tur i biografen kan næsten erstatte egne oplevelser (men kun næsten), idet det hele er så utrolig levende. Og så lige denne her film. I 3D.

Fjorten år og to milliarder. Et stærkt grundlag for en film, der bliver spået en mægtig fremtid. Nej, selve historien er ikke nyskabende og original, men alligevel så anderledes. Fie sagde med det samme, vi trådte ud i biografens lobby: ej Lene, så har du altså ikke læst Eragon. Og nej det har jeg ikke. Det kan da godt være, at historien er det samme, at det netværk, der kobler fortid, nutid, fremtid, følelser, afdøde, nulevende, ånder og na'vier sammen, ligner det, der optræder i Eragon. Men filmen er alligevel helt sin egen. De mystiske, snedige og godhjertede væsner, Na'vier, der tilfædigvis bor på den største, måske eneste, kilde til et nyt råstof, der kan sælges for 20 mio. pr. kilo, sat over for menneskene med enestående teknologi og kampudstyr, kommer til udtryk i voldsomme, men rørende kampe, hvor tillid og kærlighed sættes på prøve. Det unikke ved filmen er Na'vierne og deres spirituelle aktivitet. Ikke magisk og urealistisk, men rørende og smukt. De opfundne, blå væsner, har hjerter af det pureste guld (ikke bogstaveligt), og tror på harmonien mellem naturen og dennes beboere, hvilket tiltaler mig i høj grad. Ja, jeg græder til ALLE film (hvis du tænker tudefjæs, såååe... ja, så har du ret....), men aldrig er tårerne faldet så prompte som denne gang - princippet i Na'viernes smukke tilgang til livet, der destrueres af pengegriske menneske, er en tanke der får tårerne frem i mig. Menneskeracen bliver sat i perspektiv, og vores had, vold og ufred bliver klarlagt. Helle for at være en af Na'vierne.