Stresset? Bare en smule

Ungdom anno 2009/10 er altså ikke helt så luksus som det ser ud. Alle går og prædiker om, at vi får alt forærende og aldrig laver noget til gengæld, vi er selviske, egoistiske og folk tør ikke overlade samfundet til os. Men. Folk siger vi ikke laver noget, at folk ikke forlanger noget af os. Men igen. Indirekte stilles der større krav til unge end alle går og tror. Vi skal være på konstant (folk kalder os "på-generationen" men det er ikke nødvendigvis noget vi selv vælger), vi skal blive set og hørt, ellers kommer vi ingen vegne i verden. Vi skal markere os i skolen, gøre os synlige på arbejdsmarkedet, vi skal alle sammen være åh så specielle for at nogen gider at lytte til os. Vi skal være sociale og online overalt, vi bliver udelukket fra det sociale samvær hvis vi ikke kender alle og ikke skriver med halvtreds forskellige personer om dagen, der er interne konkurrencer om at have flest venner på facebook. Vi skal have en fed tøjstil, vi skal høre det nyeste musik, vi skal følge med hvor der er mulighed. Vi skal have arrangementer op til over begge ører, så folk ikke tror vi "ikke har et liv", vi skal hænge ud med vennerne, gå til fest, deltage i ungdomsfester eller mormors firsårsfødelsdag, vi skal gå til koncerter, shoppe, følge med i samtlige tv-serier, læse bestseller bøger, have forstand på dit og dat. Vi skal spise sundt, være aktive, vi skal tænke på vores helbred, vi skal spille fodbold med vennerne, bevæge os en time om dagen, vi skal være dygtige til en speciel fritidsaktivitet eller sportsgren. Vi skal være der for familien, gå tur med hunden, hjælpe til i huset, sørge for at bedstemor får besøg i de triste måneder, fodre katten, hjælpe lillebror med lektierne, lave invitationer for mor, der ikke kan finde ud af computeren, pakke gaver ind for far, være sammen med dem. Vi skal studere og læse, lave tonsvis af lektier, være verdens klogeste børn, vi skal være aktive i skolen, være medlem af elevrådet, lave madplan til skitur. Vi skal følge med i hvad der rører sig i samfundet, læse avisen, deltage i politiske debatter, forholde os til overvældende nyheder. Vi skal i dette kaos deltage i morfars begravelse, og sorgen bliver slugt at titusindvis af andre aktiviteter. Så synes familien ikke man er nok hjemme, eller man glemmer at tømme opvaskemaskinen, eller man glipper nogle lektier, og så får man en opsang og lover at "det gør jeg ikke igen" og får dårlig samvittighed over at være en dårlig datter eller søn, kæreste eller ven. Man føler ikke man gør nok for andre, og ikke at give sig 100 procent. Men det sker igen. Selvfølgelig. Jeg har mørke rander under øjnene, for jeg kan ikke falde i søvn (stress måske?!), og når jeg endelig sover ringer vækuret. Midt i alt det, skal vi på magisk vis finde tid til os selv, for vi skal kende os selv og vide hvem vi er, hvad vi vil i livet og have ambiotioner og mål. Så siger ens forældre at man har det nemt, og at de mindst ligeså stressede, og tjah det kan da godt være, men derfor er det alligevel hårdt.

Nej selvfølgelig er jeg ikke et psykisk vrag der er ved at gå ned med stress, det er ikke fordi jeg aldrig har tid til at slappe af, men det kan alligevel godt glippe engang imellem, og det er altså helt okay, for der er trods alt ingen, der kan klare det hele på den halve tid, som nutidens samfund kræver.

Og, nå ja, så skal vi også lige redde planeten.

Bowerbirds In our talons

Sangen her er simpelthen fantastisk, og det kommer bag på mig hver gang hvor meget jeg har savnet den - selvom den lige er blevet afspillet. Og videoen er virkelig smuk. Synes jeg. Tak til Alissa og Frederik der har delt den med mig.

http://www.youtube.com/watch?v=AiqhuYe_Z70

Dagens citat

Er så fra i går men det er rigtigt:

"Vi er nogle skæve, forvirrede unger!"
- Mig

Kantine

Nogen foreslog at jeg skulle skrive et indlæg om Johannesskolens kantine, så det gør jeg da gerne :). Tjah, først og fremmest - bliver man nogen sinde tilfreds med sin lokale kantine? Vores kantine har været det mest skod man kan forestille sig - tidligere solgte de ikke andet end sukkervand, frosson pap (som de kaldte "boller") og tre gram kød indhyllet i friture (såkaldte "frikadeller"). Ad. Men så dumpede Chris Mcdonald ned fra himlen og prædikede om madvaner og livsstil i gymnasiet, og pludselig var sodavand og friturestegte frikadeller fortid, og sejfisk, råkost og dressingmanglende salater var nutid. Problemet var at Mcdonald-affæren var et one-night stand. Ikke længe efter hans forsvinden var tingene tilbage i deres normale tilstand. Men så, stille og roligt, er der sket forandringer. Uden Mcdonalds helsekost og yogatimer, skete der noget, og nu har vi en virkelig dejlig kantine. Der er altid noget nyt og spændende som varm ret, og supplerende sandwich, salater, smoothies, frugt, brød, kiks og andet godt - altid frisktlavet (pånær det masseproducerede brød) og varieret. Tortillas, nudelsalater, bønnesalater, grøntsagslasagne, bagte kartofler, oksesteg og andet lækkert finder vej, og vi er glade. Og tilpas sunde - hverken for meget eller lidt.

Hurra

Hurraaaaa for åbenhjertethed og folk med gode hjerter. Tak til alle jer, der tager imod folk med åbne arme, og er fuldstændig ligeglade med hvad alle andre tænker. I inspirerer :) Når i giver alle en chance og bare vil det bedste for andre.

Træt træt træt

Ville lige vise det her billede fra Vogue sep. 2007 - sikke meget arbejde der ligger i et enkelt nummer......
Helt seriøst, jeg tror jeg faldt i søvn i skolen i dag.... det er virkelig længe siden jeg har været så træt - ikke bare udmattet træt, men en træthed der overmandede mig fuldstændig efter at have stenet "Nordkraft" i dansk i to timer.... Åh gud det er uoverskueligt, men så sover jeg formegentlig godt. Og vil også gerne lige sige at den næste uge nok bliver lidt travl, så måske kommer i til at kigge langt efter indlæg.... Bliver specielt hyggeligt på restaurenten i morgen, Alissa ;)

Mere sommer - uddrag fra "Det smukke ved Danmark er"

Da jeg bevæger mig rundt i Københavns bycentrum denne dag, virker alting langt mere velkendt. Stræder og gader virker samtidig anderledes. Fiolstræde er pludselig charmerende, opmuntrende, fuld af livsglæde. En behagelig duft af stokroser, bonderoser og vilde roser danser i den lette vind, da jeg går forbi en lille blomsterhandler. En konstant svirren i luften, uanset hvor jeg bevæger mig hen, fortæller alskens historier om de hundredvis af liv der på en enkelt dag krydser min vej. Glæde, sorg, kærlighed og depression. Ansigterne er mange, luften er tyk af følelser. Jeg lægger mærke til alt fra små, generte børnesmil til de livlige ekspedienters brede, sælgende smil, der er optrænede, men oprigtige på samme tid. Gentaget hundredvis af gange, men som ændrer sig en smule fra gang til gang. De hjertelige udvekslinger af ord, der foregår mellem moderen i den rosa kjole og barnet i den elegante barnevogn ved siden af. Det er måske ikke grammatisk korrekt at kalde det for en udveksling, da barnet formegentlig ikke har sagt sine første ord endnu, men den glade pludren er ikke til at misforstå. Lykke. Den glansbilledagtige opfattelse vil ingen ende tage.
Hvorfor appellerer et falmet, faldefærdigt, lyserødt bondehus til mig - til os - når japaneren der går ved siden af, ikke engang vender hovedet? Det sidder dybt i sjælen, ingen kan fratage os det kend-skab og tilhørsforhold, vi har til det gamle, oprigtige Danmark, og de nyere dele på lige fod. Stolthed er en menneskelig egenskab, som man ser overalt. Fra den udmattede fader, hvis ansigt lyser op på trods af de dominerende lilla rander, der præger hans ansigt, når han ser sin nyfødte datter for første gang, til den femårige, der med stolthed i stemmen og lysende øjne, viser sine forældre tegningen af deres hus. Alle mennesker har stoltheden et eller andet sted i sig, alle har følt den. Har man følt stoltheden, har man følt trygheden eller kærligheden, er man heldig. Jeg har følt trygheden og veltilpasheden mange gange, når jeg har færdes i den danske natur. Som barn prioriterede jeg en tur i skoven højere end noget andet, og følelsen af at høre til, finder til tider stadig vej til mig, når jeg åbner øjnene for alvor og opfatter, iagttager og indsnuser alle de sanse-indtryk, der i nogle tilfælde føles overvældende; når jeg cykler på den smalle, sandede sti på den tørre hede, når jeg suser gennem den fugtige skov, når jeg ser solen gå ned over Veddinge.
Jeg trækker cyklen gennem det varme, bløde sand og den da den for tredje gang sætter sig fast, kommer en kvinde forbi, og sender mig et hjerteligt og inderligt smil, hvorefter hun hjælper mig, og forsigtigt trækker baghjulet op af det fine sand. Endnu et smil og et oprigtigt tak fra min side af, overbeviser mig om, at den finske ekspedient, måske har en pointe, når det kommer til stykket.

Dagens citat

Lykkelige drømme og dagdrømme om det øjeblik, når den opadgående sol leger med himlens søvnige farver, mens drømmene flakker, som den natsværmer der har forvildet sig indenfor i nattens mørke.
- Mig (ikke lærerigt eller med budskab, men en sætning jeg skrev til et billede engang)

Chinatown

Heller ikke af mig, men en favorit

Sooooooooommer

Ikke taget at mig, men væsågo' at drømme jer væk til lune sommeraftner og dage i det fri