Ungdom anno 2009/10 er altså ikke helt så luksus som det ser ud. Alle går og prædiker om, at vi får alt forærende og aldrig laver noget til gengæld, vi er selviske, egoistiske og folk tør ikke overlade samfundet til os. Men. Folk siger vi ikke laver noget, at folk ikke forlanger noget af os. Men igen. Indirekte stilles der større krav til unge end alle går og tror. Vi skal være på konstant (folk kalder os "på-generationen" men det er ikke nødvendigvis noget vi selv vælger), vi skal blive set og hørt, ellers kommer vi ingen vegne i verden. Vi skal markere os i skolen, gøre os synlige på arbejdsmarkedet, vi skal alle sammen være åh så specielle for at nogen gider at lytte til os. Vi skal være sociale og online overalt, vi bliver udelukket fra det sociale samvær hvis vi ikke kender alle og ikke skriver med halvtreds forskellige personer om dagen, der er interne konkurrencer om at have flest venner på facebook. Vi skal have en fed tøjstil, vi skal høre det nyeste musik, vi skal følge med hvor der er mulighed. Vi skal have arrangementer op til over begge ører, så folk ikke tror vi "ikke har et liv", vi skal hænge ud med vennerne, gå til fest, deltage i ungdomsfester eller mormors firsårsfødelsdag, vi skal gå til koncerter, shoppe, følge med i samtlige tv-serier, læse bestseller bøger, have forstand på dit og dat. Vi skal spise sundt, være aktive, vi skal tænke på vores helbred, vi skal spille fodbold med vennerne, bevæge os en time om dagen, vi skal være dygtige til en speciel fritidsaktivitet eller sportsgren. Vi skal være der for familien, gå tur med hunden, hjælpe til i huset, sørge for at bedstemor får besøg i de triste måneder, fodre katten, hjælpe lillebror med lektierne, lave invitationer for mor, der ikke kan finde ud af computeren, pakke gaver ind for far, være sammen med dem. Vi skal studere og læse, lave tonsvis af lektier, være verdens klogeste børn, vi skal være aktive i skolen, være medlem af elevrådet, lave madplan til skitur. Vi skal følge med i hvad der rører sig i samfundet, læse avisen, deltage i politiske debatter, forholde os til overvældende nyheder. Vi skal i dette kaos deltage i morfars begravelse, og sorgen bliver slugt at titusindvis af andre aktiviteter. Så synes familien ikke man er nok hjemme, eller man glemmer at tømme opvaskemaskinen, eller man glipper nogle lektier, og så får man en opsang og lover at "det gør jeg ikke igen" og får dårlig samvittighed over at være en dårlig datter eller søn, kæreste eller ven. Man føler ikke man gør nok for andre, og ikke at give sig 100 procent. Men det sker igen. Selvfølgelig. Jeg har mørke rander under øjnene, for jeg kan ikke falde i søvn (stress måske?!), og når jeg endelig sover ringer vækuret. Midt i alt det, skal vi på magisk vis finde tid til os selv, for vi skal kende os selv og vide hvem vi er, hvad vi vil i livet og have ambiotioner og mål. Så siger ens forældre at man har det nemt, og at de mindst ligeså stressede, og tjah det kan da godt være, men derfor er det alligevel hårdt.
Nej selvfølgelig er jeg ikke et psykisk vrag der er ved at gå ned med stress, det er ikke fordi jeg aldrig har tid til at slappe af, men det kan alligevel godt glippe engang imellem, og det er altså helt okay, for der er trods alt ingen, der kan klare det hele på den halve tid, som nutidens samfund kræver.
Og, nå ja, så skal vi også lige redde planeten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar