Da jeg bevæger mig rundt i Københavns bycentrum denne dag, virker alting langt mere velkendt. Stræder og gader virker samtidig anderledes. Fiolstræde er pludselig charmerende, opmuntrende, fuld af livsglæde. En behagelig duft af stokroser, bonderoser og vilde roser danser i den lette vind, da jeg går forbi en lille blomsterhandler. En konstant svirren i luften, uanset hvor jeg bevæger mig hen, fortæller alskens historier om de hundredvis af liv der på en enkelt dag krydser min vej. Glæde, sorg, kærlighed og depression. Ansigterne er mange, luften er tyk af følelser. Jeg lægger mærke til alt fra små, generte børnesmil til de livlige ekspedienters brede, sælgende smil, der er optrænede, men oprigtige på samme tid. Gentaget hundredvis af gange, men som ændrer sig en smule fra gang til gang. De hjertelige udvekslinger af ord, der foregår mellem moderen i den rosa kjole og barnet i den elegante barnevogn ved siden af. Det er måske ikke grammatisk korrekt at kalde det for en udveksling, da barnet formegentlig ikke har sagt sine første ord endnu, men den glade pludren er ikke til at misforstå. Lykke. Den glansbilledagtige opfattelse vil ingen ende tage.
Hvorfor appellerer et falmet, faldefærdigt, lyserødt bondehus til mig - til os - når japaneren der går ved siden af, ikke engang vender hovedet? Det sidder dybt i sjælen, ingen kan fratage os det kend-skab og tilhørsforhold, vi har til det gamle, oprigtige Danmark, og de nyere dele på lige fod. Stolthed er en menneskelig egenskab, som man ser overalt. Fra den udmattede fader, hvis ansigt lyser op på trods af de dominerende lilla rander, der præger hans ansigt, når han ser sin nyfødte datter for første gang, til den femårige, der med stolthed i stemmen og lysende øjne, viser sine forældre tegningen af deres hus. Alle mennesker har stoltheden et eller andet sted i sig, alle har følt den. Har man følt stoltheden, har man følt trygheden eller kærligheden, er man heldig. Jeg har følt trygheden og veltilpasheden mange gange, når jeg har færdes i den danske natur. Som barn prioriterede jeg en tur i skoven højere end noget andet, og følelsen af at høre til, finder til tider stadig vej til mig, når jeg åbner øjnene for alvor og opfatter, iagttager og indsnuser alle de sanse-indtryk, der i nogle tilfælde føles overvældende; når jeg cykler på den smalle, sandede sti på den tørre hede, når jeg suser gennem den fugtige skov, når jeg ser solen gå ned over Veddinge.
Jeg trækker cyklen gennem det varme, bløde sand og den da den for tredje gang sætter sig fast, kommer en kvinde forbi, og sender mig et hjerteligt og inderligt smil, hvorefter hun hjælper mig, og forsigtigt trækker baghjulet op af det fine sand. Endnu et smil og et oprigtigt tak fra min side af, overbeviser mig om, at den finske ekspedient, måske har en pointe, når det kommer til stykket.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar