Forår kom hid

Vi er tre dage inde i Januar, og jeg længes allerede efter et lykkeligt gensyn med saftige, grønne græsstrå, spæde spirer og skrøbelige blomsterhoveder i alverdens glade farver, der genert titter frem fra den vinterfrosne jord. Jeg savner stunderne under blommetræets vejrende grene, med fine, lyserøde blomsterblade hvirvlende ned over mig i den lette forårsbrise. Jeg savner at nyde solnedgangen på stranden fra et lunt picnictæppe omgivet af elskede mennesker. Stille. Kun vandets stille brusen, og kluklatteren fra forbigående par. Jeg savner solen, der omslutter min krop som et varmt tæppe, savner Dannebrogs vejren, savner sodavandsis, der nydes i selskab med familiens børn. Savner en slentretur i Københavnsgader sidst på aftenen, hvorend man ser, er der glade ansigter. Lykkelige. Jeg savner den glæde, der følger med solens komme og de lange, lyse nætter. Ekstasen, der omhyller enhver, som begiver sig ud i byen på en sommerdag. Da jeg besluttede mig for at skrive dette indlæg, var det blot foråret og de sprøde, lysegrønne bøgeblade jeg længtes efter. Nu er det også sommeren. Men det er netop nu vi går årets mest deprimerende måneder i møde.... Julehygge og lys var et lyspunkt i mørket, nu er mørket det eneste, der er tilbage. Når jeg ser tilbage på Januar og Februar, virker de tomme. Indholdsløse. Sådan bliver det igen i år, men mens de står på, kan jeg ligeså godt sørge for at få noget ud af dem. Make myself comfortable. Nu har jeg sat Univerzen på, en gruppe vi stødte på, på vores studietur i Barcelona, på vej til straden. Så jeg vil begynde med at drømme mig tilbage dertil, og samtidig overbevise mig selv om, at det hele ikke er så mørkt som udenfor. Og så skal jeg nok forberede mig lidt på at hverdagen begynder igen fra imorgen af.... orv, og så er der allerede fundet noget fantastisk ved Januar... Imorgen eftermiddag er nemlig afsat til udsalgsshopping!